Hegnegården var tilsammen på ca. 47 tdr. land. Jordloddet ejes af Roskilde domkirke frem til 1816.
Nordre Hegnegård var dengang 4-længet, ligesom Søndre Hegnegård. Begge gårde var oprindeligt stråtækte og opført som bindingsværkshuse. På begge gårde er der bygget om og bygget til et antal gange. Den ældste del af Hegnegården, fra de oprindelige gårde, er en del af Søndre Hegnegård, som skønnes at være fra omkring 1770.
Bønderne på de to gårde opførte i fællesskab en vindmotor i 1909 til vandpumpning, tærskning og mølleri. Møllebygningen er placeret imellem de 2 gårde og var ligeledes fælles mellem de 2 bonde familier.
Denne bygning er i dag istandsat til beboelse og det oprindelige præg af mølleri er bevaret på den mest spændende måde. Bygningen har oprindeligt til stor del, været opført af sten samlet på marken. Oprindeligt var bygningen i 3 lave etager, men, til beboelse, er loftet hævet, og bygningen er nu i 2 etager. De oprindelige huller til etage adskillelsen er dog bevaret, som en del af bygningens oprindelige præg.
En af de fremtrædende personligheder der har boet på Søndre Hegnegård er Barbara Nielsdatter (f. 1754) også kendt som heksen Barbara. Om Barbara var en rigtig heks er svært at vide, men i hvert fald blev hun anklaget for hekseri ved retten i Frederikssund i 1819, men dog frifundet. Om Barbara fortælles der bl.a. at hun var en meget jaloux kvinde og måske kan dette have været noget af baggrunden for anklagen.
Der går en del fortællinger om Barbara på Orø, så helt uden evner kan denne kvinde nu ikke have været. Barbara døde I 1834 og blev begravet på Orø Kirkegård. Graven var urørt frem til 1953 hvor gravstedet, efter ønske, skulle bruges til at udvide et tilstødende familiegravsted.
Det fortælles om Barbara, at da hendes grav blev gravet op, var der intet spor af hendes jordiske rester, kun de store sten der, efter hvad der fortælles, var lagt oven på hendes kiste af frygt for hendes heksekunster. Og så fandtes der det mærkværdige - som aldrig er fundet i nogen anden grav en buket Kristtorn så friske, som den dag for 119 år siden hvor de blev lagt ned tro det eller lad være.
Historien om Barbara kan bl.a. opleves på Orø Museum, Bygaden 1 A, Bybjerg, tlf. (+45) 59 47 00 68.